Tips til dig, der skal lave et interview

Her har vi lavet en nem guide til en af de mest basale ting inden for filmproduktion – nemlig at lave et pænt interview set-up.

I et interview set-up er der to overordnede dele, som man skal overveje:

  1. Det tekniske set-up
  2. Personen foran kameraet.

Det tekniske set-up

I det tekniske set-up er det kameravinklen, lys og lyd, man skal forholde sig til.

Kameravinklen

  • Placér gerne personen i et rum, hvor der er lidt dybde i, uden det bliver alt for rodet. Der må gerne være ting i baggrunden eller en helt ensfarvet væg, så det ser lidt interessant ud. Med andre ord kan en hvid væg være kedelig at se på.
  • Hvor tæt du vil beskære er en smagssag. Et godt udgangspunkt kan være at beskære personen fra bæltet og op, samt skabe en smule luft over hovedet.

Lyd

  • Sørg for der er ren og klar lyd uden for meget rumklang. Undervurder ikke vigtigheden af lyden – også selvom mange ser videoen uden lyd på. Dårlig lyd er den hurtigste måde at dømme en utjekket video. Vi anbefaler at bruge en trådløs microport eller ved montere det, der kaldes en shot-gun mikrofon tæt på, hvor personen snakker. Jo tættere mikrofonen er på personen, desto bedre!

Lys

  • Sørg for at personen er godt belyst og står ud fra baggrunden. Det kan du gøre ved at placere personen tæt ved et vindue eller ved brug af lamper. En klassisk lyssætning består primært at det, der hedder keyligt. Keylightet sættes skråt oppe fra og forfra personen, og som gerne skal give et blødt lys, der giver bløde skygger. Det er mest flatterende for personen foran kameraet. Vi bruger en softbox, men mindre kan også det. Hvis du har en kraftig lampe, kan du også pege den mod et hvidt loft eller en hvid væg, så lyset i stedet reflekteres over på personen. Undlad at belyse nede fra, medmindre du laver en gyserfilm.

Personen foran kameraet

Den anden del del i et godt interview er, hvordan interviewpersonen agerer foran kameraet.

Nogle af de ting, du bør overveje, er om interview-personen skal kigge direkte ind i kameraet eller kigge på en interviewer ved siden af kameraet. Der er mange forskellige måder at gøre det på, og der er ikke noget, som er forkert. Der er dog noget, der passer bedre til visse scenarier:

  • Hvis personen kigger direkte i kameraet, så vil det føles som om, at man som seer bliver talt direkte til. Dette bruges ofte til at fortælle om et produkt eller adressere et budskab direkte til seeren.
  • Hvis du optager en testimonial eller interviewer en ekspert inden for et givent område, vil man typisk vælge at kigge på personen, der stiller spørgsmålet.

Når personen skal interviewes, så husk at bruge kropssprog til at gestikulere imens. Det er meget mere interessant at se én, der også bruger hænderne til at tale med. Og sørg derudover for at tale tydeligt og undgå at sige ’øhh’ for mange gange.

Når du skal vælge et outfit før du skal på kameraet, så er det meste tøj helt fint til formålet. Undgå blot helt mørkt tøj, skrigfarver og meget tætte mønstre i tøjet. En nålestribet skjorte med et tæt mønster kan nemlig give nogle sjove artefakter i kameraet, som ikke er hensigtsmæssigt.

Interview kan gøres ret simpelt. Det handler om at have et flot billede med god lyd – og vigtigst af alt: at have karisma foran kameraet. Det er langt fra udslagsgivende, om du har et flot og dyrt kamera. Det handler i højere grad om at bruge det udstyr, som du har til rådighed, på den mest optimale måde. Husk også at skrive undertekster på din video, da flest videoer på sociale medier bliver set uden lyd.

Skriv et svar